Ærligt talt ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal reagere på det her, og jeg har brug for en andens perspektiv.

Min far flyttede til Filippinerne for omkring et år siden. For nylig talte jeg med ham i telefon, og han fortalte mig, at han havde slået op med sin tidligere kæreste, men nu havde han "fundet en ny".

Selvfølgelig sagde jeg først, at det var dejligt for ham, men han lød mærkelig og tøvende. Så sagde han, at hun kunne være min lillesøster. Jeg er selv 20.

Jeg spurgte, hvor gammel hun var, men han ville ikke sige det i starten. Han sagde bare: "Det vil du ikke vide." Jeg blev ved med at spørge, og til sidst sagde han, at hun er 17, men snart fylder 18.

Efter han fortalte mig hendes alder, ændrede han sin forklaring og sagde, at hun faktisk bare er en rigtig god ven.

De har været ude at spise sammen, men ifølge ham er der ikke sket noget seksuelt.

Jeg var virkelig chokeret og sagde, at jeg ikke vidste, hvordan jeg havde det med det, og så afsluttede jeg samtalen.

Senere sendte jeg ham en besked, hvor jeg skrev, at jeg ikke synes, det er okay. For mig betyder det ikke noget, at hun snart fylder 18. Hun er 17 nu.

Jeg skrev også, at jeg ikke synes, det vil være okay, hvis de holder op med at kontakte hinanden nu og bare venter, til hun fylder 18. Hvis der allerede har udviklet sig følelser eller et romantisk forhold, mens hun er mindreårig, vil det ikke pludselig være problemfrit på hendes fødselsdag.

Jeg synes også, der er en enorm magtubalance. Min far er en voksen, økonomisk privilegeret dansk mand, der bor i Filippinerne, og hun er en 17-årig filippinsk pige.

Selvfølgelig kender jeg ikke hendes personlige eller økonomiske situation, men forskellen i alder, penge, erfaring og muligheder gør mig virkelig utilpas.

Han har set min besked, men har ikke svaret.

Jeg vil mest ringe til ham og råbe af ham, men det ville jeg ikke få noget ud af.

Der er ingen tvivl om, at jeg aldrig kunne se ham på samme måde igen, og at jeg ikke længere ønsker kontakt med ham.

Men jeg føler, at jeg skal gøre noget mere.

Hvad skal man gøre?

Edit:

Han har lige skrevet at de har taget en snak sammen, og at hun er 21, også et eller andet uforståelig (han er dybt alkoholiseret)

Men jeg tror ikke på det, og det ændrer ikke på han var villig til at indgå en eller anden form for relation med en 17 årig.

Jeg ved slet ikke om dette er det rigtige sted at poste dette, men jeg har brug for nogle meninger da dette i skrivende stund holder mig vågen om natten.

Så sagen er det at jeg har været inde på X (det gamle Twitter), også kan man så gætte sig frem til hvad man laver og ser derinde om natten.

Hvad jeg ikke havde forberedt mig på var at se en kvinde som ligner min flirt på en prik blive penetreret bagfra af en mand.

Kvinden i videoen havde præcis samme kropstype, samme hår, samme stemme, den samme dirty talk som når hun har sex med mig, og t-shirten hun har på er jeg også sikker på jeg har set hende i før. Videoen er taget bagfra, så man kan ikke se hendes ansigt.

Brugeren som har postet videoen er bare sådan en der poster en masse porno videoer. Det ligner umiddelbart det er filmet uden hun er bevidst om det.

Jeg ved hun aldrig kunne finde på at sende sådan noget ind da jeg kender hende, og hun også er en meget privat person. Jeg har kendt hende i nogle år, men det er først for nyligt vi er begyndt at ses.

Så mit spørgsmål til jer er nu, skal jeg sige det? Hvis det ender med at være hende som jeg tror det er så vil det ødelægge hende.

Hvis jeg ikke siger noget finder hun nok aldrig ud af det, men det ved jeg ærlig talt ikke om måske er for det bedste.

Sorry hvis det var et langt skriv

Skrevet fra en burner da jeg er tryggest ved det

Hej Scooter Galleri

Jeg springer direkte til Fakta

* For 2 år siden havde min kone og jeg "snakken" om at der skulle ske noget hvis vores forhold skulle fortsætte

* For 1 år siden blev det klart for os begge, at det lykkedes vi ikke med, jeg tog så beslutningen om, at sige vi skulle skilles (det var hun derimod ikke enig med mig i, hun ville fortsætte med parterapi, trods det ikke havde hjulpet)

* Hun fandt et nyt sted at bo og flyttede i Januar.

* Vi har 2 børn sammen, vi bor begge i en relativ lille by, og de større byer med spisesteder, shopping mm. Ligger relativt tæt, og vi er begge at finde i de byer fra tid til anden.

* Min nu x-kone reagere meget kraftigt når hun bliver ked og sur, det betyder også at hun ikke er blej for at råbe og skrige af mig, både mens vi har været sammen med hendes familie, eller foran vores børn.

Jeg er imidlertid kommet tilbage i dating "gamet" og har nu dated een et lille stykke tid.

Vi går hånd i hånd på gaden, vi kysser osv.

Vi har ikke aftalt at kalde hinanden for kærester, men vi er enige om at vi er exclusive, og vi er også enige om hvilken retning vores forhold er på vej i.

Forleden var vi på date i een af de her byer, og jeg har så senere fundet ud af, at vi er gået hånd i hånd, lige forbi et sted min x-kone og vores børn har siddet og spist.

Jeg tror ikke hun/de opdagede os, for så havde jeg fået det at vide.

Personligt mener jeg ikke det vedrører min x-kone at jeg dater igen, og jeg føler heller ingen forpligtelser til at gøre hende opmærksom på det, MEN..

Efter denne "nærved hændelse" har jeg tænkt meget over hvad jeg skal gøre nu.

Jeg frygter at hun kunne finde på at stille sig op på gaden og råbe og skrige af mig mens jeg er sammen med min date, og dette kan uden tvivl virke skræmmende, og "har jeg lyst til at være del af dette drama" vil være en potentiel risiko.

Jeg tænker om det giver mening at rive plasteret af, og sige til min x-kone at jeg altså dater igen, så kan jeg håbe at hun reagerer på mig, og dermed kommer af med hendes frustrationer overfor mig, inden hun potentielt møder os sammen en dag.

Og hvis det ikke er hende jeg dater nu, jamen så kommer der potentielt en anden på et tidspunkt.

Jeg er naturligvis også opmærksom på børnene, og jeg kunne godt frygte at hun vil blande dem ind i det, og prøve at manipulere dem (det gør hun også med andre ting), men igen.. det vil hun jo nok gøre ligegyldigt hvad, og jeg mener ikke mit liv skal sættes på pause, fordi at min x-kone ikke er det samme sted som jeg er (det ved jeg naturligvis ikke om hun er, men udfra hvad og hvordan hun skriver til mig, hvor hun sender billeder med at hun bager (alene og ikke med børnene) så har jeg nogle kraftige indtryk af at hun prøver at holde fast i noget som ikke er der.)

Så hvad siger brevkassen, nogle gode råd, nogle erfaringer de vil dele.

Jeg er i fyrrene hvis det er relevant og det er min x-kone og date også.

Der kommer lige en edit/tilføjelse, da nogle af punkterne går igen kan jeg se. Sætter pris på diverse svar. * Jeg vil lige skynde mig at sige, vi er langt fra der hvor vi vil introducere børnene til hinanden, så langt tid har vi heller ikke dated. * Jeg havde ikke i min fjerneste fantasi regnet med at min x-kone havde planlagt at være i den by med børnene en aften, det er aldrig, som i aldrig noget hun har gjort før, men grundet sommerferie skete det altså. * Vi har i udgangspunktet dated steder hvor vi er væk fra vores "lokal samfund", skov, strand mm. Og gerne lidt langt væk. * Hvis vi skal til at vælge andre byer end de byer her, hvor vi kan komme på en rigtig restaurant og ikke lokal pizzaria, så snakker vi hurtigt 2 timers transport for hende, hun bor i en større by, og nærmeste større by som ikke er der hvor vi har været ligger altså bare langt væk for hende, hvilken jeg også gerne vil vise hensyn overfor. (Og jeg vil igen pointerer, min x-kone har aldrig haft børnene med ude og spise aftensmad i den by før)

Der er dog flere ting som jeg tager til efterretning, og jeg vil også meget gerne være forsigtig overfor børnene, men på et tidspunkt regner jeg da med at min date kommer hjem til mig hvor vi laver lidt mad sammen og heller ikke her kan jeg styre om børnene pludselig bare "står" der, fordi de måske er ude og gå en tur i eller er på vej hjem til nogle venner på vejen.

Så næste gang jeg har dem, kommer jeg til at have en snak med dem og deres mor. (Hver for sig naturligvis) (Og jeg synes det er det helt rigtige råd at sige det til hende når jeg har børnene, så hun kan nå at behandle det, inden hun får dem igen)

En meeeeeget lang historie, gjort så kort som muligt: for 10 år siden blev jeg svigtet af en mand, på alle måder. Han var kriminel, han var mig utro, han snød og løj overfor alle og enhver - stjal i øvrigt alle mine penge. Da jeg endelig var fri, fandt han en anden meget ung kvinde[pige] og startede forfra med hende. Han fortalte hende en masse løgne, og hun troede selvfølgelig på dem. Jeg fik ved en tilfældighed kontakt til hende, og vi fik samlet vores historie, og nu er hun endelig fri fra ham.
Vores eks har nu fundet en ny, og jeg ved jo allerede godt hvad hun skal igennem. Egentlig er det jo utrolig fjernt for mig den dag i dag, så jeg kunne være ligeglad - men hun har et lille barn, og det kan jeg ikke slippe. Han har selv børn, som han ikke har kontakt til - han plejer enten at sige at han ikke “må” se dem eller helt lyve om børnenes eksistens. Jeg ved han er misbruger, og at han er god til at skjule det. Der er så mange ting der bekymrer mig, især fordi jeg ved at hun bliver snydt og manipuleret. Jeg har lyst til at kontakte hende, men jeg er bange for hun ikke tror på mig, og jeg så starter en kæmpe konflikt - både mellem dem, og mellem ham og jeg.

Jeg ville egentlig helst bare glemme det, men samtidig bliver jeg også bare ramt af skyldfølelse. Er godt klar over der mangler en masse detaljer i fortællingen, men det korte af det lange er, at jeg ikke ved hvad jeg kan tillade mig, men jeg samtidig føler mig lidt forpligtet.. Har I nogensinde kontaktet en eks’ nye kæreste? På lignende grundlag..? Hvad synes I fremmede mennesker på Reddit at jeg skal gøre 😮‍💨

Edit: jeg har på ingen måde stalket ham, for min information - jeg ved de ting jeg ved, da han er mit barns biologiske far, så på trods af de aldrig har mødt hinanden, får jeg underretninger hvis han f.eks. skal i fængsel. På trods af der ingen kontakt har været i årevis, får jeg også stadig både mails og regninger og diverse andet der har med ham at gøre, da mange ting han har svindel med, er blevet gjort i mit navn… så af den grund ved jeg ting, man måske ellers ikke ville vide om sin eks. ….der er jo som førnævnt en længere historie bag det hele, men jeg er ikke interesseret i at høre, hvad I synes jeg gør forkert - jeg er interesseret i at høre, om man kan tillade sig at kontakte en ny kæreste, for at advare vedkommende. Ellers mange tak.

Jeg har brug for råd. (Den kunne være meget længere men jeg skåner jer lige for alt det lange)

Jeg er 19 år og gravid med mit første barn sammen med min skønne kæreste, som jeg har været sammen med i 3 år. Det er ikke det, sagen handler om, men det giver lidt kontekst.
Min far og jeg har ikke haft et egentligt forhold siden jeg var 13 år. Vi har kun haft sporadisk kontakt gennem årene, primært via beskeder, og ofte er det endt i skænderier.
Dagen før min 19-års fødselsdag skrev han til mig, at han ikke kunne holde ud, at jeg stadig kunne se ham på Facebook uden, at vi havde kontakt. Han skrev, at hvis jeg ikke ønskede kontakt nu, ville han blokere mig. Jeg svarede, at jeg ikke ønskede kontakt, og at det var fint for mig at stoppe al kontakt. Han blokerede mig derefter.
Så springer vi frem til i går. Min fars kærestes datter skriver til mig, at deres lejlighed er brændt ned, og at min far gerne vil tale med mig. Jeg svarer, at hvis han vil mig noget, må han selv skrive til mig.

Han skriver derefter, at det har været en meget hård tid for ham og hans kæreste, og at han gerne vil have, at jeg kommer på besøg i deres nye lejlighed på fredag.
Jeg bliver ærligt talt lidt forarget over, at han tilsyneladende forventer, at alt er godt igen, efter at han selv valgte at blokere mig dagen før min fødselsdag. Jeg skriver derfor, at jeg synes, det er mærkeligt, at han pludselig ønsker kontakt, og at det virker som om, jeg først er vigtig nu, efter deres lejlighed er brændt ned.
Det tager han som et angreb og spørger, hvorfor jeg ikke bare tager imod hans udstrakte hånd. Samtidig spørger han, hvorfor jeg ikke har fortalt ham, at han skal være morfar, og siger, at han synes, det er trist, at han skulle finde ud af det via sociale medier.

Jeg svarer, at jeg ikke så nogen grund til at fortælle ham det, når han selv havde valgt at blokere mig, og at jeg ikke føler behov for at dele private ting med en person, som jeg i praksis ikke har haft nogen relation til i mange år.
Det tager han også som et angreb, og til sidst skriver han, at han ikke længere ser mig som sin datter.
Nu står jeg så med et dilemma. Han ønsker, at jeg fraskriver mig enhver ret til arv efter ham og ikke længere har noget med ham at gøre. Så vidt jeg ved, har han en del gæld, så jeg tvivler på, at der overhovedet vil være nogen arv.
Mit spørgsmål er derfor: Skal jeg bare fraskrive mig det hele, blokere ham og lukke ham ude af mit liv, eller skal jeg lade være

Hej.

Jeg er en person på 23 år, som i mange år har lidt af angst, og jeg er pt. på Sertralin, så jeg kan følge med i psykologsamtalerne og implementere de råd, der bliver givet.

Jeg vil liste de ting, der hjælper på min angst, og de ting, der forværrer den. Jeg vil også gerne høre, hvad der hjælper/ikke hjælper jer.

Det, der hjælper mig:

• At lave mad hver dag Jeg ved ikke hvorfor, men det at være i køkkenet generelt virker meget afslappende for mig. Jeg elsker at lave mad til hele min familie og mine venner.
• Ikke at bo alene Jeg er 23 år og bor hos mine forældre. Selvfølgelig betaler jeg husleje, og de huslige pligter er ligeligt fordelt. Der var en periode, hvor jeg boede alene, og det var nok den mest frustrerende periode i mit liv.
• Ikke at være alene Jeg havde et fjernarbejde på et tidspunkt, hvor jeg skulle arbejde hjemmefra. Det gik helt galt. Lige nu har jeg også svært ved at lave lektier til min videregående uddannelse, og det viste sig, at jeg ikke kan studere alene. Nu læser jeg i grupper eller tager på café osv. Jeg skal simpelthen ikke sidde alene.
• Ikke at have for meget struktur At tælle skridt, kalorier, kilometer, sets & reps, følge træningsprogrammer, holde styr på kosttilskud osv. gider jeg næsten ikke uddybe. Jeg tror, at alle de "biohacking"-podcasts gør det sværere for os at leve et ganske normalt og fint liv.
• At droppe kaffe, alkohol og musik – specielt musik.
• At bruge tid i naturen Strand, skov, vand osv.
• At spise en proteinrig morgenmad Havregrød, frugt eller lignende til morgenmad resulterer næsten altid i et angst-crash et par timer efter. En proteinrig morgenmad fungerer langt bedre for mig.

(Der er brugt AI for at rette min stavefejl og ordstilling, da dansk ikke er mit modersmål)

Jeg har aldrig, som i aldrig gået særlig meget op i styrketræning eller sat mig ind i det. Jeg har i perioder trænet et program, som jeg fik i forbindelse med min kampsport op til konkurrencer, med squat, dødløft osv det var fint. Men meathead ( tøhø ) træning siger mig ikke det store, dog kan jeg godt mærke og se at efter jeg har passeret 30, at jeg skal til at styrketræne mere, da jeg har brug for at øge min styrke og især min muskelmasse, nu går den ikke længere, og gider ikke ende op som en bamse ( no offence )

Jeg træner stadig 2 gange i ugen noget kampsport for hyggenskyld, og vi har et loop fitness lige ved siden af os ( 250 meter ) og ellers et fitness center, hvor jeg skal kører 10 min i bil efter. Loop ville være betydelig nemmere tidsmæssigt, og ift. familien. Min kone træner der allerede, og det virker også at det kun er ældre mennesker, som primært bruger loop, så man slipper også lidt for de smarte i en fart typer.

Men, jeg kan læse at folk altid anbefaler frivægte osv, når man vil det, som jeg vil, men helt ærligt, en muskel er vel ligeglad med hvilken slags modstand eller vægt den løfter, bare det er tungere og bliver det uge for uge?

Hvad tænker i, vil jeg kunne gøre det i loop, der er også mulighed for at træne derhenne i maskiner, uden at det er inde i cirklen kan jeg se.

Vil oprigtig gerne lave hjemmelavet lakrids, men fuck det er svært. Den skal laves med mel og jeg kan ikke få det til at virke. Nogen med forslag? Betaler også gerne en god pris hvis nogen kan give mig en skudsikker opskrift som industrien bruger! 😭

Hej alle.
Håber ik at i bliver træt at skulle læse det her laaange opslag, sorry! 🥲
Jeg står i en situation, som fylder rigtig meget, og jeg håber, I kan give mig et ærligt perspektiv.
Jeg har en veninde, som jeg er blevet virkelig glad for. Jeg ser hende nærmest som en søster. Vi griner, hygger os og har oplevet mange af de samme ting i livet, så jeg føler mig virkelig forstået af hende.

Hun er muslim, og jeg har ikke noget imod islam. Jeg var selv muslim, men i dag er jeg ateist. jeg praktiserer ikke længere islam eller klæder mig efter religiøse regler.
Problemet er, at hun er begyndt at kommentere mit tøj. Hun bryder sig ikke længere om, at jeg går i jeans, crop tops eller T-shirts med korte ærmer, selvom det aldrig har været et problem før. Min stil er lidt streetwear altså I ved, lidt Tyler, the Creator. og A$AP Rocky-inspireret med oversized bukser, sneakers, crop tops, navlepiercing osv.
Hun skal snart giftes, så jeg ved ikke, om det har ændret noget.

Hun siger, at hun helst ikke vil have, at jeg går i det, som jeg tænker "vantro" eller "dansk" tøj omkring hendes familie. Det kan jeg egentlig godt forstå, hvis hun vil undgå sladder eller kommentarer.
Men det, jeg virkelig har svært ved at forstå, er, at hun heller ikke vil have, at jeg går i mit normale tøj hjemme hos hende, fordi hendes mand er der. Den del gør mig virkelig utilpas. Jeg kan ikke lade være med at føle, at hun enten ikke stoler på mig eller ikke stoler på sin mand, og begge dele gør mig ked af det. Altså han kan jov lade vær med at kig på så? Som man siger i islam “lower your gaze”
Hun vil gerne have, at jeg tager en abaya og tørklæde på, når jeg er hos hende.
Hun synes også, at det er flovt/pinligt eller skamfuld at gå til steder med mig hvor jeg klædt sådan og det er uanset om vi skal til Creative Space, biograf eller simpelt en helt roligt aften med aftensmad på en restaurant.

Noget andet, der gør mig utilpas, er, at jeg føler, at jeg ikke kan være mig selv, når jeg møder hendes familie eller veninder. Jeg føler næsten, at jeg skal skjule, at jeg har en dansk, ikke-muslimsk kæreste, eller undlade at fortælle om mit liv – mine hobbyer, festivaler, koncerter eller byture. Det føles, som om jeg skal være en helt anden person for at passe ind, og det gør mig ærligt talt rigtig ked af det.
Det rammer mig ekstra hårdt, fordi jeg er vokset op i en ekstremistisk og islamistisk familie, hvor jeg aldrig selv måtte bestemme over mit tøj. Jeg har kæmpet hele mit liv for at slippe væk fra det og selv kunne vælge, hvem jeg er, og hvordan jeg vil leve. Derfor gør det ekstra ondt, at en person, jeg holder så meget af, får mig til at føle, at jeg skal gemme mig igen.
Det, der også forvirrer mig, er, at jeg aldrig har kommenteret hendes påklædning. Jeg er egentlig ligeglad med, hvad hun går i, så længe hun selv er glad. Derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor hun føler behov for at bestemme, hvad jeg skal have på??
Samtidig sidder jeg med en skyldfølelse og tænker: Er det mig, der er problemet? Har jeg gjort noget, siden hun føler behov for at sætte de her grænser?
En af mine gode veninder siger, at jeg burde cut hende af, fordi mine grænser allerede bliver overskredet. Men jeg holder virkelig af hende, så det er svært.
Jeg har ikke kæmpet mig fri fra et liv, hvor andre bestemte over mig, for at ende et sted, hvor nogen igen vil bestemme, hvilket tøj jeg må gå i, eller hvem jeg må være.
Overreagerer jeg, eller ville I også føle, at det her overskrider jeres grænser? Hvad ville I have gjort?

K.h en meget konfliktsky pige 🫶🏾

EDIT: vi fandt nogle løsninger og blev venner igen, et hårdt snak men det blev man nødt til. Tusind tak for jeres alle fine og gode råd, sender alt kærlighed til jer 🫶🏾💕

Er der andre der oplever eller udlever den her tendens til at date og have sex med flere på én gang selvom man søger noget seriøst?

Og jer der dater (og har sex med) flere på én gang og samtidigt søger noget seriøst, hvad er jeres rationale omkring at gøre det på den måde?

Er det bare sådan datingkulturen er efterhånden eller hvor gemmer I jer, jer der ligesom mig foretrækker at lære et menneske at kende og finde ud af om der er et værdimæssigt og intellektuelt grundlag for noget seriøst før man hopper i seng sammen?

Kontekst:

Jeg oplever oftere og oftere at møde mænd der dater flere på én gang og samtidigt forventer sex meget tidligt i relationen, som om de nærmest skal prøvekøre én som en bil før de beslutter sig for om de gider lære én at kende som menneske.

(Jeg er heteroseksuel kvinde i 30erne og kan derfor kun udtale mig om mine erfaringer med mænd, selvom jeg er sikker på der også er kvinder der agerer på samme måde.)

Det drejer sig specifikt om personer der udtrykker at de søger noget seriøst og en at starte en familie med.

Jeg taler ikke om mennesker der bruger det som manipulation for at få sex (selvom jeg også jævnligt støder på de typer).

Jeg taler om dem der har et helt oprigtigt ønske om ovenstående, men alligevel agerer som om sex er påkrævet eller forventet tidligt/som noget af det første i relationen.

Det er heller ikke nogen bestemt type der er sådan her, hverken udseendemæssigt, karrieremæssigt eller noget. Jeg oplever det fra alle mulige forskellige typer.

Jeg må indrømme jeg finder det både frastødende og useriøst.

Jeg gider altså ikke indlede en potentielt seriøs relation med en der ikke bare har ligget og knaldet en anden for to dage siden, men måske også knalder en tredje i morgen eller næste uge, sideløbende med at han lærer mig at kende.

Jeg har selv en høj libido, anser mig selv for at være sexpositiv, og sex og seksuel kemi er også vigtigt for mig i et forhold, men jeg søger noget seriøst og har ikke selv lyst til at date flere på én gang når jeg er begyndt at have sex med en.

Jeg synes det er okay at lære flere at kende på én gang, forudsat at man ikke har sex før man har valgt én at fortsætte med at se.

Så snart man tager det skridt videre som hedder sex, så kan jeg simpelthen ikke være sammen med en der også har sex med og dater andre sideløbende.

Jeg vil gerne have et forhold (og sex) med en jeg kan lide, som kan lide mig og som jeg har fælles værdier med - nogle af de værdier er troskab, gensidig respekt (og evne til seksuel selvdiciplin), og det hænger for mig ikke sammen med at starte en relation ud med at date og knalde flere forskellige sideløbende mens man prøver at beslutte hvem man bedst kan lide eller holder mulighederne åbne for at møde en der er "bedre".

Jeg kan mærke det gradvist svækker min tillid til dem jeg møder, for det er naturligvis de færreste der er helt åbne omkring det fra begyndelsen, selvom jeg for det meste kan gennemskue det tidligt.

Nå brevkassen, hvis I har læst med så langt: er der andre der har det på samme måde som mig?

Jeg har en lejlighed, hvor jeg udlejer et værelse til en lejer, som så også har mulighed for at bruge køkken, bad, stue og de ting, som findes her.

Lejer sagde sådan lidt henkastet for en 10 dage siden, at en af hans udenlandske veninder ville komme og besøge lejer i en uges tid fra mandag denne uge. Det var sådan lige før sengetid en aften, og jeg nåede ikke rigtig lige at tænke over det, da jeg var træt, så svarede bare okay. Det var heller ikke ligesom et spørgsmål, om det var okay, men mere bare sådan en info om, at det altså var planlagt.

Anyways. Slut sidste uge spurgte jeg så ind til om lejer havde taget fri nu, hvor veninden kom på besøg. Det havde lejer ikke, så lejer skal stadig arbejde osv. Det har så betydet, at veninden tager afsted sammen med lejer om morgenen, men lejer har givet hende nøglerne, så da jeg kom hjem i går fra noget shopping, så var hun her alene hjemme og havde sat lidt vasketøj over 😳 Det samme er sket i dag. Sad i sofaen og læste, hvor hun så pludselig låste sig ind i lejligheden og lavede lidt frokost i køkkenet og satte sig til at spise ved spisebordet.

Er det ikke sådan lidt grænseoverskridende og respektløst fra lejeres side med det setup? Føler lidt mit hjem er en AirBnB og selvom veninden da er meget sød, er det lidt sært at have en person, man slet ikke kender rendende rundt alene på den måde i sit hjem.

Vil ikke sige noget om det til lejer nu, men tænker jeg gør det når veninden engang er taget hjem.

Først og fremmest er en uge meget længe, og for det andet føler jeg, at det er lidt grænseoverskridende, at veninden bruger lejligheden på samme vis som lejer.

Som person, har jeg altid haft svært ved at sætte grænser, og lan aldrig finde ud af, hvad der er rimeligt eller ej, så er meget nysgerrig at høre jeres take på situationen.

Hej Reddit’er

Jeg har brug for at høre om jeg er helt gal på den - eller om det er helt skørt at folk gør dette.

Jeg ser oftere og oftere, folk cykle på ladecykel i København med en baby i armene, på den der sidder i ladet.
I går ser jeg en mand, cykle mor og baby (baby har nok været 1-2 mdr). Mor ELLER baby er ikke spændt fast eller har nogle former for “beskyttelse” på. Alt i min mave, vendte sig. Tænk hvis de vælter? Bliver påkørt?
I biler sidder de jo i barnesæde og er spændt fast.
En ting er moren - men BABYEN? 😮

Er det bare sådan vi “er”? Total tankeløse og ligeglade?

Eller er jeg off??!! 🤯🤯

Hej brevkasse. 📮

Jeg F19 har tandlæge skræk som overskriften skriver. Jeg skal i morgen have lavet et hul i min tand, det første gang jeg prøver det. Har ikke fået et hul i tanden pga sukker og dårlig mund hygiejne, men fordi jeg skærer tænder så hårdt/voldsomt mine tænder flækker.

Jeg er virkelig bange, vil faktisk næsten sige jeg helt angst. Bange for bedøvelsen lammer mig eller tandlægen rammer forkert et eller andet skrækkeligt som helt sikkert ikke sker, men det hvad der gør mig pisse bange.

Hvad med efter så man stadig bedøvet i munden, hvad gør man så? Venter på det falder ned, lever livet videre? Hvad hvis man ikke kan tåle bedøvelsen? Omg har så mange tanker, det hele køre rundt.

Jeg er normalt bare ikke særlig glad for noget føles anderledes, det gør os jeg ikke kan drikke eller andre sjove ting.

Har bare brug for noget støtte til hvordan jeg kommer igennem det her

Tak!

Ps har ikke brug for skræmmende historier eller andet tak!

EDIT:

Jeg tog afsted, var pisse nervøs men så alligevel ikke. Vi kom til bedøvelsen det kunne jeg simpelthen ikke, så jeg fik lavet hullet uden. Alt er fint og jeg har det godt tak for jeres kommentarer 🤩✌🏻

Jeg prøver at gøre det kort. Min søster kom sammen med sin kæreste og de var hurtige om alt. Hun var virkelig glad i de første 6-8 måneder af deres forhold. De vælger så at blive gravide efter at have kendt hinanden i 9 måneder, og herfra går det ned. Hun er meget alene i gravidteten, han arbejder meget og er ikke god til at tage hensyn til hende. Hun håbede det blev bedre da barnet var født, men det hele er blevet meget værre. Jeg har undret mig lidt over deres forhold og ham, fordi han stadig prioriterer at tage i byen, tage ud med drengene samt arbejde før han prioriterer hende og barnet. Han får hende til at få det dårligt når hun prøver at udtrykke sine behov og har fået hende til at tro hun er “skrap”. Han sover også meget ude pga. arbejde selvom det slet ikke giver mening ift. den arbejdsstilling han har.

Flere af vores fælles venner har opdaget at han har en affære og fortalt det til hende direkte selv eller til mig. Hun blev i starten mega ked af det og vred på ham. Men hver gang de har en samtale så vender hun på en tallerken og bliver sure på budbringeren. Han bilder hende ind at folk prøver at ødelægge hans liv og at de er ude efter ham. Han har sågar beskyldt mig for at flirte med ham og at jeg inderst inde er vild med ham, hvilket er argumentet for at jeg siger han har en affære. Jeg håbede at hun før eller siden vil indse at han har en affære, men det er ikke rigtigt kommet dertil. Mit hjerte skærer for niecen som kun er 1 år. Nu har jeg fundet ud af at hun er blevet gravid, og at hun håber at graviditeten kan hjælpe dem på vej med deres problemer. Jeg er virkelig chokeret over hvor mange som individuelt har kommet frem fordi de har set noget, men at hun Stadig ikke vælger at ville se det medmindre der er “beviser” og det ikke bare er ord. Samtidig er mit hjerte knust for babyen i hendes mave, når det fødes ind alt det kaos….
Jeg ved ikke hvad man som søster kan stille op, og jeg kan ærligt talt ikke fordrage ham. Kan se hvor manipulerende han er og hvordan han er villig til at gøre alt for at dække over sin egen affære. Jeg havde faktisk håbet på første gang han blev taget i det, at han ville slutte affæren og give sin egen familie en chance mere. Men han lever stadig et dobbelt liv.

Hvad ville I gøre?

Hej.
Jeg har dummet mig og for nogle år tilbage taget for 1020kr gavekort fra min arbejdsplads. Jeg havde ikke hørt noget fra politiet, og rakte derfor selv ud for et par uger siden via mail for at få bundet sløjfe på beløbet.

Jeg blev kontaktet af politiet sidste uge og bliver sigtet med paragraf 276 jf 285 - tyveri fra arbejdsplads.
Jeg har betalt pengene tilbage og virksomheden har derfor ikke lidt noget finansiel tab. Politiet har haft adgang til min bank og tjekket transaktioner igennem for at se om jeg har fået økonomisk vinding for gavekortene (jeg brugte dem selv).

Jeg snakkede med sagsbehandleren idag, der ikke helt kunne svare på hvad der ville ske fremadrettet.
Jeg erkendte selvfølgelig forholdet, og fortalte pengene var tilbagebetalt og jeg blot ønskede at få afsluttet sagen, derfor jeg skrev dem en mail.

Mit spørgsmål er; er der nogen med erfaring herinde indenfor dette?
Ender det med en bøde og en plet? Fængselssstraf?
Jeg er ikke tidligere straffet

Hej!

Jeg kæmper desværre med skægkræ i min andelslejlighed, som jeg flyttede ind i i august 2025. Jeg har i lang tid formået at holde dem i skak med Trinol 810 og Advion Gel. Jeg har ikke set et levende skægkræ i over seks måneder, men der dukker stadig 1-3 døde op hver/hveranden morgen langs væggene.

Jeg bor øverst på 3. sal i en andelsforening ud til en stor vej i en storby. Jeg gør meget grundigt rent ofte og støvsuger med børste langs panelerne i hele lejligheden. Jeg har også fuget og tætnet omkring rør og sprækker.

Jeg har været i dialog med en skadedyrs/skægkræsekspert, der mener, at problemet højst sandsynligt er tilstrømning fra en anden lejlighed eller fællesområde, for ellers ville giftene have virket nu. De dør altså så snart de når til min lejlighed, men giften når ikke helt ind til problemets kerne.

De dukker stadig op, og jeg mistænker desværre, at de kommer fra min underbo.

Jeg ved dog ikke, hvordan jeg skal gribe situation an nu. Min underbo er nemlig... Noget for sig.

Jeg har svært ved at vurdere, om jeg selv skal tage kontakt. Jeg har ikke lyst til at stikke næsen i andres måde at leve livet på, så længe det ikke forstyrrer mig og ingen er i fare. Men nu forstyrrer skægkræene mig jo, og de kommer muligvis derfra.

Min mistanke går på underboen, fordi jeg går ud fra, at de vel er den lejlighed, der er forbundet tættest med min ift. Rør osv?

Derudover stinker der ofte af kattepis, når jeg går forbi. Jeg kan se fra gaden, at deres altan er sindssygt rodet, og der hænger tæpper for vinduerne. Jeg har en enkelt gang set kort ind i lejligheden, da de kom ud, da jeg også var på vej ud, og der stod papkasser og skraldeposer helt op i hovedhøjde. Det kan også sagtens være, de lige havde købt og samlet et nyt møbel eller whatever.

(Jeg ved godt, at en uren lejlighed ikke er direkte lig med skægkræ, men risikoen for at bringe dem med ind, og at de når at sprede sig er større, hvis man lader pap, emballage, skrald osv. ligge for længe.)

Problemet er, at jeg ikke ved, om jeg føler mig tryg ved at tage kontakt for at få mistanken bekræftet og skægkræene bekæmpet.

Jeg hører ofte voldsomme skænderier. Hvad de handler om, ved jeg ikke, for de foregår på arabisk. Og det rager heller ikke mig. Men det er med store brag, smækkende døre og skuffer. Én gang var det så voldsomt og tog så lang tid at jeg blev bekymret for deres trivsel. Jeg optog lyden og underretede kommunen, men jeg tror ikke, at kommunen har gjort noget. Måske.

En anden gang lugtede hele opgangen af røg, og da jeg gik ud for at tjekke, råbte og skreg de igen, og der blev kastet papir og pap ud i opgangen, der var gået ild i. Måske var det bare panik på baggrund af et uheld.

Når klokken slår sen aften, kan jeg høre, hvordan min underbo render op og ned og ind og ud af opgangen. Han smækker både sin egen dør og opgangsdøren.

Jeg har flere gange set underboen snakke med og nogle gange skælde råbende ud på store grupper af unge drenge eller kører op og ned ad gaden på forskellige elløbehjul og elcykler.

Alt det her er jo bare spekulationer, og jeg har måske sammensat et uretfærdigt billede af en farlig/ustabil underbo på grund af de mange mindre ovenstående episoder og tegn.

TLDR: Jeg har skægkræ på trods af udlagt gif. Jeg mistænker, de kommer fra min underbo, men er utryg ved at tage kontakt, fordi underbo måske er en lidt ustabil/ikke så rar type.

Damn, det blev langt. Beklager. Mit spørgsmål er egentlig bare. Hvad filan gør jeg her? Er jeg for paranoid?

Jeg er en kvinde i midten af 30’erne, som blev skilt fra min mand for omkring et år siden. Vi har et fælles barn, og det var mig, der traf beslutningen om at gå.

Grunden var ikke manglende kærlighed eller store skænderier, men at vi gennem flere år mere og mere levede som roommates. De sidste to år af vores forhold havde vi slet ingen fysisk kontakt – ingen kys, ingen sex, ingen intimitet. Jeg er en person, der har et stort behov for nærhed, berøring og følelsen af at være ønsket, men for min eks var intimitet noget, der mest skulle overstås.

Vi prøvede meget for at finde tilbage til hinanden, men han ønskede ikke parterapi, og til sidst følte jeg, at jeg ikke havde mere at give.

I dag kan jeg alligevel mærke, at jeg savner familielivet. Jeg savner hverdagen sammen og det at være en familie med vores barn. Det får mig nogle gange til at tænke: Var det det rigtige valg? Burde man kunne leve uden intimitet, hvis resten af livet fungerer?

Jeg ved godt, at nogle vil foreslå et åbent forhold, men det var han helt afvisende overfor, så det var aldrig en mulighed.

Er der nogen af jer, der har stået i en lignende situation? Fortrød I jeres valg – eller fandt I ud af, at intimitet faktisk var så vigtig, som I følte dengang?

Jeg spørger oprigtigt, fordi jeg gerne vil vide, om der er noget, jeg overser.
Jeg har været på tre dates med en pige, og jeg syntes ærligt, det gik rigtig godt. Da jeg kom hjem efter den tredje date, spurgte jeg, om hun havde lyst til en fjerde date. Hun sagde ja.
Nu er der gået fem dage, og jeg har ikke hørt noget. Mine beskeder er ikke engang blevet åbnet. Jeg ved godt, hvad det højst sandsynligt betyder.
Det her er heller ikke første gang. Mange siger ja til en date, men ender med at ghoste eller aflyse i sidste øjeblik. Jeg ved godt, at ingen skylder mig noget, men hold kæft, hvor bliver man træt.
Grunden til, at jeg spørger, hvad jeg gør forkert, er, at jeg faktisk prøver at gøre mig umage. Jeg planlægger datesene, køber nogle gange blomster eller chokolade, betaler gerne for daten (ikke fordi jeg forventer noget til gengæld, men fordi jeg selv har det fint med det), jeg spørger oprigtigt ind til dem, giver komplimenter, når jeg mener dem, og prøver at få dem til at føle sig værdsat. Jeg skriver også mellem dates, men jeg er ikke typen, der vil chatte hele dagen. Jeg foretrækker at lære hinanden at kende ansigt til ansigt.
Jeg føler egentlig ikke, at jeg har urealistiske forventninger. Jeg leder bare efter en, jeg glæder mig til at komme hjem til, en at bygge et liv med, hvor man er hinandens trygge base, og hvor der selvfølgelig også er gensidig tiltrækning.
Så mit spørgsmål er egentlig: Hvad gør jeg forkert? Er der noget, jeg burde gøre anderledes?

Hej Reddit.
Mange års fast behandling med psykofarmaka har givet mig ekstrem mundtørhed, hvilket desværre har ødelagt mine tænder i en grad, så de ikke står til at redde.

Jeg vil søge tilskud til tandbehandling via Sundhedslovens § 166. Min udfordring er, at regionen som udgangspunkt kun vil dække en aftagelig protese (et løst gebis). Det kan jeg slet ikke overskue eller tolerere psykisk, så jeg har brug for faste implantater i stedet for.

Er der nogen herinde, der har haft held med at få godkendt en fast implantatløsning i stedet for et gebis via § 166?
Hvad fik I jeres læge eller psykiater til at skrive i udtalelsen, for at regionen godkendte det?
Hvis I fik afslag på implantater, men godkendt protese – brugte I så tilskuddet og betalte resten selv til en implantatløsning?
Håber på at høre jeres erfaringer.

Tak på forhånd.

Lidt info til at starte:

• Mand, 27
• AUDHD, men high functioning og har generelt et forholdsvis fornuftigt hoved på mig. Folk som jeg er på date med bemærker ikke, at jeg er autist.
• Er desværre lavt uddannet, da ADHD gør skole tæt på umuligt for mit personlige vedkomme.
• Ønsker ikke børn, for tænk, hvis de blev ligesom mig.
• Nærmest ingen familie

Jeg har haft én kæreste i mit liv, og det varede ca 9 måneder. Nu har jeg været single i 3 år, og jeg kan simpelthen ikke finde nogen.

Er ret lost, for jeg er ikke autistisk nok til at kunne date folk som er længere henne på spektrummet end mig, og jeg er ikke normal nok til at date folk, som er neurotypiske aka normale.

Jeg kan ikke være mig selv omkring folk, indtil jeg ved de kan lide mig.. derfor virker online dating "godt" for mig, da en date typisk betyder, at man som minimum har en eller anden form for interesse. Det gør det SÅ meget nemmere for mig at være mig selv.. noget jeg ikke engang føler mig i stand til, med min nærmeste familie.

Min autisme er mest til stede når: Jeg er ude blandt folk som jeg ikke kan kender/læse, hvilket betyder, at jeg er stille, reserveret, og faktisk føler mig decideret dum, da jeg ellers er ret hurtig i replikken og kommer med gode bemærkninger.

Dette gør det rigtig svært at finde nogen gennem en hobby, fordi dér er min hjerne mest aktiv, på den dårlige måde.. alt skal overtænkes!

Så hvad gør man egentlig? Jeg er på Tinder/Hinge, og det er fandme sjældent, at jeg ender på date med en som jeg VIRKELIG har det godt med. Det er sket tre gange på tre år, og en af dem blev min kæreste. Det er rigtig dårlige odds, hvis man ikke vil dø alene.

Hej brevkasse.

Min datter går i en klasse hvor der går et barn der har infantil autisme, sagen er at barnet forstyrrer kassen utrolig meget, men skolen er inkluderende for alle børn også med handicap - men jeg synes selvfølgelig ikke at der er optimalt at der et barn der forstyrrer så meget i klassen, at det går udover de andre børns læring.

Er der nogen der har stået i den situation og hvad gør man?

De seneste 5 år af mit liv har været en voldsom rutsjebane. Jeg havde mistet grebet i livet, været hjemløs 3 gange og ja.. Ting har bare været hektisk. Tilbage i 2024 endte jeg med at gøre noget dumt af ren desperathed hvilket har kostet mig 2.6 års fængsel.

Men de seneste to år har jeg faktisk hanket op på mig selv. Jeg søgte hjælp, råd og tog imod alt hvad jeg kunne. Jeg står så her 2 år senere, ude af misbrug, jeg har job, et hjem, jeg er sundere og stærkere. Jeg går til psykolog samt psykiater med behandling af ADHD. Og jeg er egentlig der hvor en typisk 30 årig bør være i sit liv.

Som nævnt så skal jeg ind og afsone 2.6 år for mine dumheder i 2024. Og jeg føler måske jeg bliver skubbet tilbage i lort. Misforstå mig ikke, jeg står til ansvar for mine handlinger, så det er ikke selve fængslet jeg frygter, men jeg frygter hvordan de vil se ud når jeg er færdig.

Hvordan bør jeg gribe det an? Fordi det eneste jeg frygter lige nu er, at når jeg kommer ud, så er jeg på ground 0 igen. Intet hjem, intet job og jeg frygter blot at ryge tilbage i de gamle vaner.

Jeg har et par gange oplevet nu, at jeg har været på en god første date. Dagen efter skriver de en opfølgende besked som ‘tak for en hyggelig aften’ eller ‘kom du godt hjem?’ - jeg tænker umiddelbart, at det er fordi de også har hygget sig og gerne vil ses igen, men der går måske en dag eller to, og så svarer de pludseligt ikke mere på en ellers igangværende samtale.

Jeg er kvinde i midt 20’erne, og hvis jeg ikke havde lyst til at se en fyr igen, så ville jeg ikke skrive igen efter en første date. Er det mig, som er mærkelig?